Åbningsreplikken til Amazon Prime Videos nye dokumentar “The Greatest Show Never Made” går igen i hele serien: “Penge er den største forhindring på vejen til personlig frihed – hvis du kan finde ud af det, er du til grin.” Tilbage i begyndelsen af nullerne blev disse ord udtalt af Nik Russian (også kendt under en række dæknavne); manden, der rekrutterede 30 berømmelseshungrende mennesker til at deltage i sin reality-tv-serie, som han angiveligt fortalte dem var bestilt af Channel 4. Et lille forbehold: Det viste sig, at serien ikke eksisterede.
Dokumentarserien i tre dele tager et kig på, hvordan denne mærkelige kæde af begivenheder kom i stand, og hvilken indvirkning det havde på alle involverede. Disse potentielle deltagere blev opfordret til at forlade deres hjem, forhold og job for at deltage i showet i et år til gengæld for berømmelse, tv-eksponering og 100.000 pund hver. Det er bemærkelsesværdigt, at skandalen ikke blev bredt kendt på det tidspunkt. Men “The Greatest Show Never Made” (som i øvrigt måske i sig selv er en af de mest bizarre dokumentarfilm, der nogensinde er lavet) identificerer et problem, der er lige så stort i dag, som det var i begyndelsen af 2000’erne. Og det er den lethed, hvormed vi som mennesker bliver forført af reality-tv, og det “bliv hurtigt rig og berømt”-løfte, det giver til dem, der deltager i det.
[Hvorfor føler så mange mennesker, at de kan forbedre deres liv ved at træde ind i reality-tv’s verden?
Dokumentarens “eks-deltagere” – som var i 20’erne og 30’erne på det tidspunkt – talte om at ville “blive en anden”, kede sig i deres job og ønske at gøre noget ekstraordinært. Og løftet om 100.000 pund for at ofre et år af deres liv virkede som en alt for god mulighed til at lade gå fra sig. En beskrev sin drøm om at blive et “uendeligt bedre menneske” efter at have fået en plads i det tilsyneladende nye reality-tv-format.
Så hvorfor føler så mange mennesker, at de kan forbedre deres liv ved at træde ind i reality-tv’s verden? Psykologiekspert og livscoach Bayu Prihandito forklarer, at disse shows lover “ikke bare offentlig anerkendelse, men også en hurtig vej til personlig udvikling og forbedring af livet”; en tiltalende tanke for dem, der kæmper med “personlige og sociale udfordringer”, som skaber utilfredshed i deres liv.
Selvfølgelig fandt begivenhederne i “The Greatest Show Never Made” sted i nullerne, hvor tv, som vi kender det nu, var i sin vorden. “Big Brother” havde lige ramt skærmen og ændret vores syn på både berømmelse og underholdning. Deltagerne fik stjernestatus fra den ene dag til den anden, og for første gang var det muligt at følge med live døgnet rundt, mens husets beboere omlagde deres liv for at opnå ny berømmelse.
Billedkilde: ITV
Selvom det kan virke fjernt, at et tv-fupnummer af denne størrelsesorden skulle ske i dag med adgang til faktatjek på internettet, er farerne ved reality-tv velkendte, og drømmen stemmer ofte ikke overens med virkeligheden. De sociale medier er en konstant påmindelse om den berømmelse og rigdom, som andre har i forhold til os, men ofte er det lige så meget en illusion, som Nik Russias reality-tv-show var.
Horder af unge mennesker er ivrige efter at starte deres influencer-karriere ved at optræde i shows som “Love Island” (en ud af fire millennials indrømmede, at de ville sige deres job op for at blive berømte, ifølge en undersøgelse fra Clapit, mens 78 procent af Gen-Z teenagere bekræftede, at de ville være villige til at dele personlige data for online berømmelse via en nylig undersøgelse). Det er på trods af den trolling, chikane og de dødstrusler, som mange reality-tv-stjerner – især tidligere Islanders – har talt offentligt om under og efter deres tid på skærmen. Og for at toppe den reality-tv-æra, vi lever i, er “Big Brother” endda tilbage på vores skærme sammen med en lang række dramaer fra det virkelige liv, som vi har at vælge imellem.
“Det giver næring til fantasien om, at alle, uanset baggrund, kan opnå berømthedsstatus, hvilket skaber en følelse af relaterbarhed og muligheder.”
Så hvorfor er vi stadig så besatte af reality-tv på trods af dets mange mørke sider? Prihandito siger, at “reality-tv appellerer til vores medfødte nysgerrighed omkring andres liv og giver os et indblik i en verden af indflydelse, overflod og berømmelse”. “Det giver næring til fantasien om, at alle, uanset baggrund, kan opnå berømthedsstatus, hvilket skaber en følelse af relaterbarhed og muligheder,” tilføjer han.
Den nuværende krise i leveomkostningerne bidrager til behovet for både en eskapistisk fantasi og et “quick-fix” til problemer, der er både komplicerede og opslidende, økonomisk og for vores mentale helbred. Prihandito forklarer, at reality-tv “viser en verden, hvor berømmelse betyder økonomisk stabilitet”, og tilføjer, at vores sårbarhed over for denne fristelse kun er blevet større på grund af de sociale medier som Instagram og TikTok, der har gjort jagten på berømmelse mere tilgængelig i en svær tid.
Han tilføjer, at tiltrækningen til disse shows og deres løfter indikerer en utilfredshed, der stammer fra “uopfyldte behov og uopfyldte ønsker”, og grunden til, at de vækker så meget genklang, er, at tv-shows ofte “portrætterer en verden, hvor disse behov øjeblikkeligt opfyldes” og tilbyder en “genvej til social accept”.
Hvor underholdende disse shows end er, og hvor tiltrækkende et quick-fix end kan være, er det desværre måske på tide at ændre vores tankegang, når det kommer til, om berømmelse fra reality-tv virkelig kan løse vores problemer. Selvom det måske ikke er let, anbefaler Prihandito, at vi overvejer at ændre vores værdier fra ydre (økonomiske og materielle) belønninger og fokusere på indre belønninger – at prioritere vækst gennem meningsfulde relationer og vores bidrag til samfundet.
“Det hele handler om at definere selvværd ud fra det indre og erkende, at ægte succes er holistisk, herunder mental, følelsesmæssig og social trivsel, ikke kun økonomisk eller offentlig berømmelse,” siger han.
Billedkilde: Amazon Prime