Pas nu på! Dette indlæg indeholder spoilers.
Realityshows er altid fyldt med drama, og med det drama følger skurke. Jeg mener ikke, at disse mennesker nødvendigvis er skurke i det virkelige liv; realityshows er meget konstruerede fortællinger, hvor de medvirkende ofte ikke har kontrol over, hvordan de fremstår. Men skurken er en arketype i reality-tv. Og i sæson syv af “Selling Sunset”, som havde premiere den 3. november på Netflix, er skurken helt klart Jason Oppenheim.
I det meste af serien har Jason og hans tvillingebror Brett, som står i spidsen for The Oppenheim Group, været baggrundsfigurer. De dukker op for at kommentere på forretningsaftaler og interpersonelle konflikter eller for at vise et flot hus frem. Men det begyndte at ændre sig, da Jason datede Chrishell Stause, en af The O Groups ansatte, i 2021. Og så blev det værre, da parret slog op i slutningen af sæson fem. I sæson seks, som havde premiere tidligere i år, beskylder ejendomsmægler og The O Group-medarbejder Nicole Young – også en af Jasons ekser – Stause for kun at have succes som ejendomsmægler, fordi Jason var forelsket i hende (selv om Stause var gift med en anden, da hun kom til firmaet). Det var irriterende at se på, for hvis det er sandt, beskylder Young Jason for at have gjort noget forkert, ikke Stause. I stedet blev det til et småligt skænderi, som aldrig gav nogen mening. Jason blev aldrig konfronteret med beskyldningerne, og ingen forsvarede Stause mod denne mærkelige udskamning.
Hvilket bringer os til sæson syv. Jason hævder konstant, at han ønsker, at alle ejendomsmæglerne skal kunne enes – og så gør han alt for at skabe skænderier. Da han ved, at der er problemer mellem Young og Stause, beder han Young om at hjælpe til med Stauses ejendom, mens denne bliver opereret. Da Bre Tiesi fortæller om de problemer, hun har med Chelsea Lazkani, siger Jason stort set bare, at han er overrasket over at høre om det og tager ikke nogen egentlige skridt til at løse konflikten. Og da hans daværende kæreste, Marie-Lou Nürk, fortæller ham, at hun ikke føler sig velkommen hos Stause, beder han i stedet for at håndtere konflikten som en voksen Stause om at følge Nürk på Instagram. Da Nürk ringer til Jason midt i et skænderi med Stause, som han er skyld i, beder han hende bare igen og igen om at lægge på og lade ham være i fred.
Hun skal ikke lægge på. Alt det her er Jasons rod. Han insisterer på, at hans eks’er ikke bare er hans venner, men også hans ansatte – hvilket sikkert ville være en HR-overtrædelse på andre arbejdspladser. Og når de tråde, Jason har plantet, eksploderer i skænderier, beder han bare ejendomsmæglerne om at komme overens og huske, at The O Group er en “familie”. Det er den giftige arbejdsplads 101. Selv når Stause forsøger at holde sig fysisk væk fra slagsmålene, er den grænse også et problem for ham.
Jason er en forfærdelig chef. Hans evne til at styre kampe er ikke-eksisterende. Jeg ved, at nogle seere måske vil hævde, at The O Group, som vi ser i “Selling Sunset”, er en stærkt dramatiseret version af deres job for vores underholdnings skyld, men underholdningsværdien af dette er aftagende. Fordi Jason er chefen, har han en magtposition over alle andre, hvor stort set ingen af dem kan udfordre ham. Det tætteste, vi kommer, er, da Brett irettesætter ham for hans beslutninger om et nyt kontor (og i finalen fortæller han sin bror, at han tog fejl). I stedet får Jason lov til at være direkte djævelsk, og ingen kritiserer ham nogensinde for det på grund af hans plads i deres sociale hierarki – en blanding af chef og ven, der gør ham immun over for kritik.
Mod slutningen af sæsonen havde jeg lyst til at juble, da Stause endelig begynder at betegne arbejdspladsen som giftig. Men ikke overraskende gør det hende til fjenden, fordi hun forstyrrer “familien” ved at beskytte sin egen mentale sundhed. Mens vi ser frem til seriens genforening, håber jeg, at Jason endelig begynder at tage ansvar for den dynamik, han har skabt. Men jeg holder ikke vejret.
Syvende sæson af “Selling Sunset” streames nu på Netflix.
Billedkilde: Netflix