Jeg kan ikke huske, hvornår jeg så “Elf” første gang. Jeg tror ikke, det er ualmindeligt. Ofte er de mest elskede julefilm dem, der vises oftest på tv, og “Elf” er bestemt en fast bestanddel på kabel-tv. Men det er ikke den egentlige grund til, at den er en af de bedste julefilm nogensinde. “Elf” er en magisk blanding af alvor og fjolleri, New York City og Nordpolen, og en flok skuespillere, der giver deres enorme talent for at lave en klassisk, eminent elskelig film.
“Elf” blev udgivet for 20 år siden, den 7. november 2003. Den er instrueret af Jon Favreau og skrevet af David Berenbaum og fortæller historien om nissen Buddy, som faktisk slet ikke er en nisse, men et menneske. Will Ferrell spiller hovedrollen som Buddy, og det er en af hans bedste præstationer. Ferrell spiller ofte karakterer, der ikke er så kloge som alle andre, men her gør han det uden den kynisme og mørke, som nogle af hans andre roller har. Han gør ikke grin med Buddy. Buddy er bare den, han er – en fjollet fyr, men også en, der er klar til at forstå alt, hvad det indebærer at være menneske med et uendeligt hjerte, som han ønsker at dele med alle i verden, lige fra børn, han møder hos lægen, til sine uhyggelige kolleger i postrummet.
“Elf” er meget alvorlig, men den undgår ægte schmaltz.
Men birollerne i “Elf” er lige så fantastiske. Mest bemærkelsesværdig er måske afdøde James Caan som Buddys arbejdsnarkomaniske far, Walter. Caan og Ferrell passer perfekt sammen, når de udveksler skud. Og når Walter juleaften endelig synger med på “Santa Claus Is Coming to Town”, svæver dit hjerte sammen med julemandens kane. Men den karakter ville ikke fungere uden Mary Steenburgen som hans kone, Emily, der ikke reagerer på Buddys ankomst med vrede eller forvirring, men med glæde. At få endnu en søn er en velsignelse, selv om han er den mærkeligste søn, nogen kunne have fået. Og så er der Michael, Buddys bror, spillet af Daniel Tay, som undgår alle fælderne ved at være “en fremmelig dreng i en film” og ender med at være sin brors perfekte sidekick.
Zooey Deschanel – før “500 Days of Summer” og “New Girl” – er Jovie, en lettere depressiv butiksansat, som længes efter noget bedre, men ikke kan se det klart endnu. Hun og Buddy er søde sammen (uden at forfalde til uhyggelige troper, som film som “Big” gør), og han får det bedste frem i hende. Faizon Love er absolut hylende morsom som Gimbels manager Wanda, der hersker over Santaland med jernhånd (og ikke meget tålmodighed). Afdøde Ed Asner samler det hele som det platoniske ideal af julemanden. Han er varm og kærlig, men også skarp og sjov.
“Elf” er meget alvorlig, men den undgår ægte schmaltz, fordi den har hjertet af New York City lige inden i sig. Midtown føles virkelig som Midtown (komplet med middelmådige spisesteder), og Michael – i sin kæmpe frakke og overdimensionerede Jets-trøje – føler sig som et rigtigt New York City-barn. Buddy og hans rejse er en modgift mod New York-kynismen, hvor den end findes (selv på NY1), og han er en påmindelse om, at selv i en beskidt, kold, turistfyldt og alt for dyr by (det siger jeg som livslang indbygger), er der stadig kærlighed og glæde og julemagi at finde.
“Elf” er, som mange andre juleklassikere, blevet meme-ificeret. Jeg ejede engang en sweatshirt med en narhval, hvor der stod “Bye Buddy, hope you find your dad”, og takket være TikTok Shop har min FYP foreslået mig at købe lignende sweatshirts, siden Halloween sluttede. “Elf” får et særligt produktpush til sit jubilæum i år, som inkluderer et par “Elf” Crocs. Som et “Elf”-hoved endte jeg med at klikke på alle disse ting, men ingen af dem kom i nærheden af selve filmens magi. Der er noget ubeskriveligt ved “Elf”, som ikke kan indfanges i et krus, en coaster eller et slogan, for “Elf” er mere end summen af dens mest berømte citater og billeder. Det er hjerte og glæde og forundring; John Debneys vidunderlige musik indfanger perfekt denne smukke, nostalgiske følelse af kærlighed og begejstring.
Jeg kan huske første gang, jeg tvang min mor til at se “Elf”. Vi var ved at lave en særlig jule Chex Mix, som vi prøver at lave hvert år. Buddy ville kunne lide det, fordi det mest består af majssirup og brun farin. Og jeg satte “Elf” på, som min mor ikke havde lyst til at se.
Men så elskede hun den. Nu vil hun se den hvert år. Og det tager mig altid tilbage til køkkenet i det hus, hvor jeg voksede op, og som vi ikke bor i længere, hvor vi lavede lækker Chex Mix, smilede og grinede over denne film. Julefilm er kun så specielle som de mennesker, vi deler dem med, og det rodede, mærkelige fællesskab i “Elf” har noget for enhver smag.
“Elf” streames nu på Max.
Billedkilde: Everett Collection Getty / MirageC