Efter sin triumferende Olivier Award-optræden i denne måned som Adelaide i “Guys and Dolls” viser Marisha Wallace ingen tegn på at sætte farten ned. “Jeg rev scenen fra hinanden,” siger hun med et grin over Zoom. “Jeg repræsenterede de kurvede piger i min Alex Perry-kjole. Fansene der var også en underlig blanding af “Celebrity Big Brother”-fans og teaterfans.” Selv om hun ikke fik prisen, har Wallace kun gode minder fra aftenen. “Olivier’s var fantastisk til at repræsentere og vise sexethed i alle størrelser – det var en fantastisk aften.”
Apropos “Celebrity Big Brother”, hvem kan glemme, at Wallace fik at vide, at hun var nomineret til den prestigefyldte teaterpris live i programmet tidligere på året? “Jeg ville ikke ændre noget ved det øjeblik,” siger hun. “Få dage før spurgte Louis [Walsh] og alle andre: ‘Har du hørt om Olivier’s endnu? Har Big Brother fortalt dig om nomineringerne?’ Da det så blev annonceret, skreg hele huset.”
Hendes tætte venskab med studieværten Zeze Millz fik hende virkelig igennem oplevelsen, men i starten var hun skeptisk. Det forklarer hun: “Jeg havde faktisk ikke forventet, at der ville komme et så ægte venskab ud af det. Med os kvinder ved man aldrig, hvordan det kommer til at gå. Enten er det en eksplosion, eller også er det det bedste søsterskabsbånd, du vil have resten af dit liv.”
PS, der er merePS, der er mere
Jess Glynne: “For to år siden var jeg et rod – jeg kunne ikke engang gå ud af min hoveddør”
I reality-tv i Storbritannien bliver sorte kvinder ofte misforstået, og Marisha forklarer, at hun var bevidst om dette og havde mange diskussioner med Millz i huset. “Jeg kan huske et afsnit, hvor Louis og Zeze skændtes. I det øjeblik græd Zeze og sagde: “Åh nej, alle vil tro, at jeg er en vred sort kvinde, fordi jeg forsvarede mig selv.” Marisha mindede hende om, at man ikke kan kontrollere folks meninger. “Jeg sagde til hende, at vi ved, hvem vi er, og at det værste, de kan gøre, er at buhe. Som sorte kvinder er vi blevet buhet ud før i livet – vi kan komme os over et buh.”
Wallace begynder at få tårer i øjnene, da hun fortæller om oplevelsen. “Da vi sad ved udsmidningen, var Zeze så nervøs, og vi holdt hinanden hårdt i hænderne,” siger hun. Da AJ [Odudu] og Will [Best, programlederne] råbte vores navne op, var der ingen, der buhede af os, og det var ret fantastisk. Jeg tænkte: “Wow, du kan være dit sande, autentiske jeg som sort kvinde, og folk vil forstå dig og elske dig for det.”
Efter sin triumferende Olivier Award-optræden i denne måned som Adelaide i “Guys and Dolls” viser Marisha Wallace ingen tegn på at sætte farten ned. “Jeg rev scenen fra hinanden,” siger hun med et grin over Zoom. “Jeg repræsenterede de kurvede piger i min Alex Perry-kjole. Fansene der var også en underlig blanding af “Celebrity Big Brother”-fans og teaterfans.” Selv om hun ikke fik prisen, har Wallace kun gode minder fra aftenen. “Olivier’s var fantastisk til at repræsentere og vise sexethed i alle størrelser – det var en fantastisk aften.”
Apropos “Celebrity Big Brother”, hvem kan glemme, at Wallace fik at vide, at hun var nomineret til den prestigefyldte teaterpris live i programmet tidligere på året? “Jeg ville ikke ændre noget ved det øjeblik,” siger hun. “Få dage før spurgte Louis [Walsh] og alle andre: ‘Har du hørt om Olivier’s endnu? Har Big Brother fortalt dig om nomineringerne?’ Da det så blev annonceret, skreg hele huset.”
Hendes tætte venskab med studieværten Zeze Millz fik hende virkelig igennem oplevelsen, men i starten var hun skeptisk. Det forklarer hun: “Jeg havde faktisk ikke forventet, at der ville komme et så ægte venskab ud af det. Med os kvinder ved man aldrig, hvordan det kommer til at gå. Enten er det en eksplosion, eller også er det det bedste søsterskabsbånd, du vil have resten af dit liv.”
PS, der er merePS, der er mere
Jess Glynne: “For to år siden var jeg et rod – jeg kunne ikke engang gå ud af min hoveddør”
I reality-tv i Storbritannien bliver sorte kvinder ofte misforstået, og Marisha forklarer, at hun var bevidst om dette og havde mange diskussioner med Millz i huset. “Jeg kan huske et afsnit, hvor Louis og Zeze skændtes. I det øjeblik græd Zeze og sagde: “Åh nej, alle vil tro, at jeg er en vred sort kvinde, fordi jeg forsvarede mig selv.” Marisha mindede hende om, at man ikke kan kontrollere folks meninger. “Jeg sagde til hende, at vi ved, hvem vi er, og at det værste, de kan gøre, er at buhe. Som sorte kvinder er vi blevet buhet ud før i livet – vi kan komme os over et buh.”
Wallace begynder at få tårer i øjnene, da hun fortæller om oplevelsen. “Da vi sad ved udsmidningen, var Zeze så nervøs, og vi holdt hinanden hårdt i hænderne,” siger hun. Da AJ [Odudu] og Will [Best, programlederne] råbte vores navne op, var der ingen, der buhede af os, og det var ret fantastisk. Jeg tænkte: “Wow, du kan være dit sande, autentiske jeg som sort kvinde, og folk vil forstå dig og elske dig for det.”
Efter showet har mange sorte kvinder takket hende for den autentiske repræsentation. Hun siger: “Jeg synes, det var så godt at se forskellige nuancer af sorte kvinder. Ofte bliver vi malet med én pensel, selv om vi har forskellige sider af os selv. Nogle gange er vi sårbare, andre gange er vi frække eller sjove. Det kommer an på det, og jeg synes, vi viste alle de sider.”
Wallaces historie er præget af udholdenhed og beslutsomhed. Før hun flyttede til London for at forfølge sine West End-drømme, voksede den 38-årige op på en svinefarm i Goldsboro, en lille by i North Carolina – og hendes sydstats-twang dukker op indimellem. Hun mener, at modgangen i hendes liv kun har drevet hende videre. “Jeg synes, man skal være bange for nogen, der har noget at bevise,” siger hun selvsikkert. Hvert år er sangeren og skuespilleren blevet ved med at hæve barren; fra at få sit store gennembrud i West End i rollen som Effie White i “Dreamgirls” til nu at være tre gange nomineret til en Olivier Award.
Du kan være dit sande, autentiske jeg som sort kvinde, og folk vil forstå dig og elske dig for det.”
Forklarer hun: “Jeg prøver altid at hæve mig selv, for det er alligevel ikke meningen, at jeg skal være her. Da jeg begyndte at synge som 16-årig, fandt jeg ud af, at jeg havde en cyste på mit stemmebånd. Jeg måtte opereres, og jeg fik at vide, at jeg aldrig ville komme til at synge igen – men det overvandt jeg. Jeg voksede op i fattigdom på en svinefarm, og ingen i min by havde nogensinde set et West End- eller et Broadway-show. Jeg har haft alle disse forhindringer i livet. Så at komme så langt betyder, at jeg tænker: Hvor meget længere kan jeg nå med hårdt arbejde og udholdenhed?”