Da mine børn var småbørn og børnehaver, har min mand og jeg prøvet meget at opdrage dem uden kønsstereotyper. Vi har læst dem bøger som Jeg er Jazz, Oprettet af Raffi, Ballerino Nate, med mere og havde mange ærlige samtaler for at forklare, hvorfor kønsstereotyper ikke engang burde eksistere, og hvor skadelige de kan være. Desuden har min mand og jeg været nødt til at have de hårde samtaler med vores storfamilie, hvoraf nogle ikke ser ud til at forstå, hvorfor det er vigtigt. Vi har været nødt til at fortælle dem om at undgå at joke med vores søn, for eksempel om at bære farven lyserød eller danse eller vores datter ikke får lov til at sprænge eller pryde frit – fordi “drenge ikke skulle gøre det” eller “det er ikke OK til piger. ” Og selvom alt dette har påvirket vores børn (vi håber), når de er blevet ældre, har vi bemærket, at vores samfunds kollektive afhængighed af kønsstereotyper har den mest negative indflydelse på dem.
Siden mine børn begyndte på skolen, er de kommet hjem med sprog, som vi strengt har undervist i. Det er mildest sagt nedslående. For eksempel tog vi for nylig børnene for at se Frozen 2, og vores hele familie elskede det, selv min søn. Men efter blot en dag tilbage til skolen efter feriepausen, var andre meddelelser allerede sneget ind i min andenklasses sind. Jeg lagde middag ved komfuret, mens min datter farvede a Frosset farvelægning og min søn afsluttede hjemmearbejde ved siden af hende. Ud af intetsteds hørte jeg min søn mumle det Frosset 2 var en “stum pige-film.” Mine skuldre knuste sammen, og jeg slappede et stort suk.
Jeg tænkte på at sætte samtalen på vent (fordi aftensmaden ikke laver mad selv), men jeg satte måltidet i stedet. Jeg mindede forsigtigt min søn om, at han forguder den film lige i går. Så spurgte jeg ham, hvor han havde hørt det Frosset 2 var kun en pige film. Han sagde, at et par af hans venner på skolen spøgede med det i udsparingen, fordi deres søstre elskede det så meget. Jeg mindede ham om, hvor forkert det er at gøre kønsstereotype, og at der ikke findes noget som “pige-film” eller “drengefilm.” Børn og alle mennesker uanset deres alder kan nyde den film, de ønsker. Køn har ingen kontrol over, hvad en person kan lide eller ikke kan lide.
Og samfundets idé om, hvad der er rigtigt og forkert, falder ikke bare ind i dit hjem fra skolen – den kommer overalt. Børnene og jeg shoppede efter et barns fødselsdagsfest den anden dag, til en lille pige, der elsker Star Wars. Efter en masse overvejelser valgte vi et Star Wars Lego-sæt (ikke med Rey, men med Darth Vader). Ved kasselinjen sagde kassereren: “Åh, en lille dreng vil ELSKE dette!” Jeg korrigerede hende, og hun undskyldte grådigt. Hun mente ikke det, trods alt. Men mine børn stod der og lyttede intenst, mens det hele spillede ud. Hvis jeg ikke havde rettet hende, ville jeg have sendt meget forvirrende beskeder.
At opfostre børn uden at falde ind i kønsstereotyper kan til tider føle både udmattende og besejrende. Du lægger alt dette arbejde i at bryde disse “normer” i oldskolen, så får samfundet dig til at tage to kæmpe skridt tilbage. Det er en kamp, jeg er villig til at kæmpe for mine børn og deres fremtid, men det ophører aldrig med at overraske mig, hvor langt vi stadig skal gå, og hvordan det tilbagevendende samfund kan se ud endnu. Mit håb er, at jo flere samtaler vi har sammen som familie, jo mere vil mine børn lære. Og at når mine børn er lidt ældre, er det dem, der sender ideer om, hvad der er rigtigt og galt i samfundet – og ikke omvendt.
Billedkilde: Getty / Nitat Termmee