Bobby Lee kom for nylig i medierne med et interview, hvor han indrømmede, at han ikke vidste, hvor mange penge han havde. Under et besøg i podcasten “The Iced Coffee Hour” beskrev komikeren, at han havde en “money guy”, der fungerede som en slags bindeled mellem hans bankkonto og ham selv. I stedet for at kigge på sin checkkonto, før han foretager et stort køb, spørger Lee bare sin money guy, om han har råd til f.eks. en ny bil.
“Jeg vil ikke vide, hvor mange penge jeg har,” forklarer Lee. “Jeg vil ikke leve i en verden, hvor jeg altid kigger på min bankkonto og er bekymret for dit og dat. Så ja, jeg ved det ikke.” Da værterne spurgte, om han ikke er nysgerrig efter sin nettoformue, sagde han nej. “For hvis tallet er virkelig lavt, bliver jeg bare deprimeret og går i panik – som om jeg er nødt til at gøre mere, ikke? Men hvis man ikke ved det, lever jeg bare mit liv.”
Selvom jeg ikke er så ekstrem som Lee – jeg har adgang til mine bankkonti og tjekker dem selv mindst en eller to gange om måneden – kan jeg godt forstå hans ønske om at vide så lidt som muligt om sin økonomiske status.
I mine 20’ere troede jeg, at jeg var god til penge. Mit bevis? Jeg tænkte som besat på, hvordan jeg kunne bruge færre af dem. At det, jeg nu forstår som intens økonomisk angst, var et problem og ikke et aktiv, var noget, der først gik op for mig, da jeg var næsten 30.
I min elendighedstid afprøvede jeg ivrigt alle de budgetteringsmetoder, jeg hørte om. Jeg holdt styr på mine udgifter i regneark, downloadede økonomiske apps, mødtes med en økonomisk coach, som guidede mig gennem konvolutmetoden, læste Dave Ramsey og Suze Ormans råd (hey, det var i begyndelsen af 2010’erne). Jeg gav mig selv trinvise økonomiske mål, satte automatiske overførsler op for at holde overskydende penge ude af min checkkonto og deltog i købsfrie måneder.
Glem “stille luksus” – 2024 handler om “højlydt budgettering”
Det siger nok sig selv, at jeg opgav hvert økonomisk eksperiment inden for få uger. Men jeg var altid villig til at prøve igen.
Jeg troede, at jeg gjorde det rigtige, men i denne periode gjorde penge mig ulykkelig. Uventede udgifter kunne bringe mig på randen af et panikanfald. Og ikke bare uventede regninger. Også glædelige udgifter: en uventet invitation til et bryllup; min partner, der dagdrømmer højt om at tage på en rejse sammen; tanken om at få et barn en dag. “Hvordan skal jeg få råd til det?” spurgte jeg mig selv.
Mange oplever denne form for økonomisk stress hver dag. Men angsten knuste mig, selv når jeg havde penge nok på min checkkonto til at dække udgiften lige der. Jeg havde ikke ualmindelig høj gæld eller høje udgifter – to store privilegier. Men mentalt levede jeg, som om jeg var ved at gå fallit, og det forhindrede mig i at bruge min økonomiske fordel til noget godt, til gavn for mig selv (f.eks. ved at sætte flere penge i investeringer eller give mig selv lov til at tage på ferie) eller andre (ved at give flere penge til velgørenhedsorganisationer eller bare forkæle mine venner).
Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at al min budgetlægning var en måde at forsøge at føle kontrol over min økonomiske frygt. Det, jeg ikke indså dengang, var, at mine forsøg faktisk gjorde mig mere ængstelig, ikke mindre.
Jeg havde urealistiske forventninger til, hvordan en sund portefølje skulle se ud, så de mål, jeg satte for mig selv, var bevægelige mål, hvilket gjorde dem uopnåelige. I et halvt år havde jeg f.eks. fokus på at opbygge en nødfond, men uanset hvor meget jeg sparede op – tre måneders leveomkostninger, fire måneder, seks måneder – føltes det aldrig som nok. Eller så snart jeg ramte mit “magiske tal”, begyndte jeg at være besat af min 401(k) eller min mangel på investeringer.
En finansekspert udtaler sig om Cardi B og Emma Chamberlains virale måde at forvalte penge på
Fordi jeg kom fra et sted med knaphed og frygt, føltes de strategier, jeg brugte til at prøve at nå de mål, jeg satte for mig selv, altid straffende, selv når de var rimelige eller blide. Så snart jeg afveg fra en plan, jeg havde lagt, følte jeg skam og selvhad. Jeg kæmpede for at komme tilbage på sporet, og til sidst gav jeg op og bebrejdede mig selv, at jeg var så udisciplineret.
Det, der i sidste ende hjalp mig med at se, at jeg havde et problem, var en samtale med min partner. Vi diskuterede de forskellige måder, vi så på penge, og han sagde noget om, at han så penge som et værktøj, noget, der giver ham mulighed for at nyde oplevelser med venner og kære. Det lød så dejligt, så rigtigt. Jeg registrerede med det samme, at jeg aldrig havde tænkt på penge på den måde. For mig var de kun et mål for sikkerhed. Hver dollar, jeg brugte, gjorde mig mere sårbar; hver dollar, jeg sparede, gjorde mig mere sikker. Men sikker fra hvad?
Den samtale ændrede øjeblikkeligt mit perspektiv på penge, men min dybt indgroede frygt forsvandt ikke så hurtigt. Jeg ville begynde at bruge penge på samme måde som min partner, som en måde at forbedre mine relationer på og sprede glæde til andre. Men da det blev tid til rent faktisk at skille mig af med kontanter, dukkede de samme gamle bekymringer op.
Da jeg talte om dilemmaet med en veninde, nævnte jeg for hende, at jeg i øjeblikket brugte en intens budgetteringsapp, som viste mig et øjebliksbillede af min nettoværdi og opfordrede mig til at holde styr på hver en øre, jeg brugte. Hun foreslog noget revolutionerende: Hvorfor ikke holde op med at lægge budgetter?
Hun så, hvad jeg ikke kunne se, nemlig at det at være mere involveret i min økonomi forstærkede den knaphedstankegang, som var roden til min angst. Jeg følte aldrig, at jeg havde penge nok. Hvad nu, hvis jeg slettede appen og gik videre med mit liv, tjekkede mine bankkonti en eller to gange om måneden for at sikre mig, at jeg havde nok til at betale mine regninger, og så, hvad jeg brugte, når jeg ikke var besat af at spore hver eneste transaktion?
I starten føltes det forkert. Alle de økonomiske råd, jeg fik, syntes at antyde, at det var bedre at holde mere øje med sine udgifter. Jeg var i gang med mine gøremål, når den velkendte, gamle frygt tog fat i mit hjerte, og jeg tænkte: “Hvad nu, hvis min bankkonto er tom lige nu?”
Det var den aldrig. Sandheden er, at jeg brugte omtrent det samme, når jeg sporede mine indkøb, som når jeg ikke gjorde. Jeg begyndte at lære, at jeg ikke behøvede at være så involveret i mine konti; på daglig basis kunne jeg stole på mine instinkter omkring, hvornår jeg kunne spendere lidt, og hvornår det var tid til at spænde livremmen ind. Og hvis jeg nogensinde gik lidt over gevind, var et eller to check-ins om måneden nok til, at jeg kunne se tendensen og korrigere kursen i god tid til at holde mig ude af konkurs.
Det er vigtigt at påpege, at jeg var i stand til at afprøve denne strategi, fordi jeg ikke levede med en ualmindelig stor gæld eller høje udgifter, og jeg vidste, at min indkomst dækkede mine leveomkostninger med et vist råderum; som følge heraf havde jeg allerede en smule luft på min bankkonto, en situation, der ikke er virkeligheden for mange.
Otteogtredive procent af voksne amerikanere har 100 dollars eller mindre på deres checkkonto, og 36 procent har 100 dollars eller mindre på deres opsparingskonto, ifølge en GOBankingRates-undersøgelse blandt mere end 1.000 mennesker over hele landet. At kunne leve uden økonomisk usikkerhed – og derfor kunne have en mindre involveret tilgang til mine penge – er et stort privilegium, og det er ikke realistisk for alle.
Der har været tidspunkter, hvor jeg har været nødt til at sætte mig ned og tage et grundigt kig på min økonomi og ændre mine forbrugsvaner, fordi jeg stod over for en stor udgift (et bryllup), eller fordi min økonomiske situation var ved at ændre sig dramatisk (at få et barn). Jeg ignorerer ikke mine udgifter og indtægter, men jeg forsøger nu at have en makrotilgang i stedet for en mikrotilgang.
Jeg tænker på min nuværende strategi som intuitiv budgettering. Ligesom mange mennesker synes, at kalorietælling er uhensigtsmæssigt og endda usundt, og i stedet forsøger at spise intuitivt, fungerer streng økonomisk registrering bare ikke for mig.
Den største succes for mig var, at jeg ved at holde op med at lægge budgetter kunne bruge flere penge på andre mennesker.
I bogen “Happy Money” taler forfatteren Ken Honda om begrebet penge som energi. Penge er emotionelle, siger han, og de har evnen til at sprede positivitet eller negativitet, alt efter hvem der giver dem. Når du giver penge fra et sted med kærlighed eller lykke, spreder de kærlighed og lykke. Men når du giver fra et sted med frygt eller tristhed, spreder de disse træk.
Da jeg første gang læste indersiden af flappen på hans bog, gav konceptet mening for mig med det samme. Hele mit liv havde jeg spredt stressede, bange, ulykkelige penge. Ved at mindske min egen økonomiske angst kunne jeg holde op med at lægge budgetter og give mere generøst og forhåbentlig sprede glade penge i stedet.
At holde op med at lægge budgetter er ikke for alle. Mange mennesker har brug for at holde bedre styr på deres konti eller ønsker det bare, fordi de føler sig styrket ved at holde bedre styr på deres udgifter. Men hver gang jeg har forsøgt at vende tilbage til budgetlægning, er min angst fulgt med. Så selvom jeg nok ikke kommer til at ansætte en “pengefyr” som Bobby Lee lige foreløbig, kommer du heller ikke til at se mig have en bank-app på min startskærm.
Disse kvinder købte deres første hus i 20’erne; her er hvordanBilledkilde: Getty / ArtemSam Nora Carol Photography Thomas Northcut Nenov