OL i Paris 2024 har været et fantastisk syn. Jeg er blevet helt opslugt af sportens verden, især kvindernes roning, og jeg fulgte spændt med, da Team GB sikrede sig en guldmedalje i de sidste sekunder. Min adrenalin og følelse af stolthed var uovertruffen, men der er også en følelse af ærefrygt, når man ser atleterne krydse målstregen, græde på podiet eller udtrykke, hvor meget bare det at deltage betyder for dem.
Et godt eksempel på dette var den 19-årige dykkersuperstjerne Andrea Spendolini-Sirieix, som med tårer i øjnene indrømmede, at det var nok at være “i live og trække vejret” og nå sit mål om at komme med til OL, selv om hun blev nummer 6. Spendolini-Sirieix’ korte omtale af det lange år op til Paris rørte alle i kommentarfeltet (og mig) til tårer, og et separat klip af hendes far, Fred Sirieix, der viste hende en besked fra en ven, hvis datter nu ville begynde at dykke efter at have set Spendolini-Sirieix, var lige så følelsesladet.
For uanset hvor vores atleter kommer fra, er det deres talent og beslutsomhed, der giver næring til følelsen af inspiration. Den certificerede livscoach Lorena Bernal forklarer, at det at se legene og disse olympiske oplevelser lærer os meget om at nå vores egne mål.