Da jeg sad og lyttede til nyhederne om et masseslagsmål i Southport i det nordvestlige England, hvor tre børn blev dræbt, og otte børn og to voksne blev såret på hospitalet efter at have deltaget i en Taylor Swift-danseworkshop, følte jeg mig følelsesløs. Hvordan er det muligt, at tre børn tog på danselejr en morgen og aldrig kommer hjem igen? Det virker ubegribeligt, hjerteskærende, og smerten for så mange er fuldstændig overvældende. Jeg kan heller ikke holde op med at tænke på alle de andre børn, der var til stede, og dem i lokalsamfundet, som måske ikke mistede livet i mandags, men som helt sikkert mistede en del af deres barndom den dag.
Nyheden rammer mig virkelig, ikke kun som mor til en otteårig og en seksårig, der begge er booket til lejre hele sommeren, så jeg kan arbejde, men også som tidligere danselærer, der ledede klasser og lejre i ti år. Når jeg ser tilbage, kan jeg huske alle de risikovurderinger, der fandt sted i de haller, vi lejede. Jeg kiggede på brandudgangene, sikrede mig, at børnene ikke kunne løbe ud af bygningen, havde førstehjælpskasser og isposer på hænderne og sørgede omhyggeligt for, at alle lægeerklæringer var udfyldt, og at nødkontaktoplysninger var tilgængelige. Forældre sender deres børn på lejr, ikke kun for at have det sjovt eller lære noget, men også for at vide, hvor de er, og at de er i sikkerhed. Som leder af disse lejre har du pligt til at gøre alt for at sikre, at de har tillid til dig. Jeg ved, at disse lærere også ville have gjort alt det ovenstående, men alligevel er de begge i øjeblikket i en kritisk tilstand på hospitalet efter en hændelse, som ville have været utænkelig før mandag. Og mit hjerte knuses igen.
For alle, der underviser unge mennesker, er det måske en forretning, men det er så meget mere end det – det er en passion og en tro på, at man kan gavne lokale børn og samfund. Det er en forståelse af, at man giver unge mennesker et sikkert rum til at være sig selv, til at være glade, til at være frie. Jeg kan ikke sætte ord på, hvor grusomt det her føles. Jeg vil aldrig kunne få billederne af de tre smukke piger ud af hovedet og den overvældende følelse af, at vi på en eller anden måde har svigtet dem.
Da jeg sad og lyttede til nyhederne om et masseslagsmål i Southport i det nordvestlige England, hvor tre børn blev dræbt, og otte børn og to voksne blev såret på hospitalet efter at have deltaget i en Taylor Swift-danseworkshop, følte jeg mig følelsesløs. Hvordan er det muligt, at tre børn tog på danselejr en morgen og aldrig kommer hjem igen? Det virker ubegribeligt, hjerteskærende, og smerten for så mange er fuldstændig overvældende. Jeg kan heller ikke holde op med at tænke på alle de andre børn, der var til stede, og dem i lokalsamfundet, som måske ikke mistede livet i mandags, men som helt sikkert mistede en del af deres barndom den dag.
Nyheden rammer mig virkelig, ikke kun som mor til en otteårig og en seksårig, der begge er booket til lejre hele sommeren, så jeg kan arbejde, men også som tidligere danselærer, der ledede klasser og lejre i ti år. Når jeg ser tilbage, kan jeg huske alle de risikovurderinger, der fandt sted i de haller, vi lejede. Jeg kiggede på brandudgangene, sikrede mig, at børnene ikke kunne løbe ud af bygningen, havde førstehjælpskasser og isposer på hænderne og sørgede omhyggeligt for, at alle lægeerklæringer var udfyldt, og at nødkontaktoplysninger var tilgængelige. Forældre sender deres børn på lejr, ikke kun for at have det sjovt eller lære noget, men også for at vide, hvor de er, og at de er i sikkerhed. Som leder af disse lejre har du pligt til at gøre alt for at sikre, at de har tillid til dig. Jeg ved, at disse lærere også ville have gjort alt det ovenstående, men alligevel er de begge i øjeblikket i en kritisk tilstand på hospitalet efter en hændelse, som ville have været utænkelig før mandag. Og mit hjerte knuses igen.
For alle, der underviser unge mennesker, er det måske en forretning, men det er så meget mere end det – det er en passion og en tro på, at man kan gavne lokale børn og samfund. Det er en forståelse af, at man giver unge mennesker et sikkert rum til at være sig selv, til at være glade, til at være frie. Jeg kan ikke sætte ord på, hvor grusomt det her føles. Jeg vil aldrig kunne få billederne af de tre smukke piger ud af hovedet og den overvældende følelse af, at vi på en eller anden måde har svigtet dem.
Min datter kom ind i lokalet, da nyhederne annoncerede Taylor Swifts reaktion på hændelsen, hvilket endnu en gang viste, at hun er ren klasse og bekræftede min nyfundne Swiftie-status, og hun spidsede straks ører, da hendes idol blev nævnt, og spurgte: “Hvad drejer det sig om?” Jeg slukkede straks for tv’et og forsøgte at ignorere spørgsmålet og tyngden i mit bryst. Hvordan skulle jeg dog kunne forklare hende det? Som forælder vil man bare gerne beskytte sine børn mod livets barske realiteter, man vil gerne have, at de forbliver uskyldige så længe som muligt. Misforstå mig ikke, jeg går ind for at være ærlig og sandfærdig, når det handler om at tale med sine børn, men det her? Jeg kan ikke forstå det, så hvordan skulle hun kunne det? Det var der, jeg indså, at hvis jeg ikke kunne finde de rigtige ord, så er der sikkert hundredvis, hvis ikke tusindvis af forældre, der tænker det samme. Helt ærligt kan man kun slukke for nyhederne et vist antal gange. Især i en tid med sociale medier, hvor vores børn eller deres venner kan blive udsat for information, uden at vi ved det, er det ikke en plan.
PS, der er merePS, der er mere