Da klokken blev 21.54 den 10. juli, vidste jeg, at min fødselsdag var ødelagt. Der lød skrig fra gaden. Jeg hørte min bofælle springe op fra sofaen og begynde at råbe. Efter en hurtig søgning på X (tidligere Twitter) fandt jeg ud af hvorfor … Ollie Watkins (et navn, der ryger direkte på min hypotetiske hitliste) scorede sejrsmålet i semifinalen ved EM 2024 mod Holland og sikrede England en plads i finalen. Og hvornår finder den finalekamp sted? Søndag den 14. juli. Også kendt som min fødselsdag. Fml. “Hvad er der galt med det?” Hører jeg dig spørge. Lad mig forklare.
Hvis du ikke allerede har gættet det, så er jeg ikke den største fodboldfan. Jeg synes, det er kedeligt. Til at begynde med er en kamp 90 minutter lang. Det er præcis lige så lang tid som Shrek, og jeg ved godt, hvilken jeg hellere vil se. Det er heller ikke kun selve sporten. En hurtig søgning fortæller mig, at Harry Kane tjener over 21 millioner pund om året, hvilket i betragtning af vores økonomis nuværende tilstand bare giver mig en dårlig fornemmelse.
Før I sliber jeres høtyve, kan I ovenfor se et billede af mig, hvor jeg ser England ved VM i Qatar i 2022 som bevis på, at jeg har forsøgt at kanalisere min indre patriot og støtte England. Men at se fodbold på min fødselsdag? Der trækker jeg grænsen, og her er hvorfor.
Det er den ene dag om året, som skal handle om mig.
Det er meningen, at min fødselsdag skal være en fejring af mig og kun mig. Det er ikke Harry Kanes dag. Det er ikke Jude Bellinghams dag. Det er MIN fødselsdag. Det er meningen, at det skal være en dag, hvor jeg mindes mine 27 år på planeten. Det er meningen, at vi skal sidde rundt om bordet og tale om alt fra mine første skridt til mine mest pinlige teenageøjeblikke. Så siger vi alle “skål” for vores sene tyvere og fejrer, hvor langt jeg er kommet.
Det bliver umuligt at få en reservation på pubben nu.
En af de ting, jeg var mest spændt på i år, var, at min fødselsdag ligger på en søndag. Hvad sker der ellers på en søndag? Stegte middage. Hvor spiser vi alle sammen stegte middage? På pubben. Hvor vil folk strømme hen for at se fodbold? På pubben.
Ud over at forbehold er som guldstøv, har jeg heller ikke lyst til at få hældt en halv liter pilsner over min steg.
Hvis vi taber, vil stemningen være død.
Så lad os sige, at jeg har givet efter for gruppepres og ser kampen sammen med alle andre. Jeg har FOMO, lad mig være i fred. Måske kan vi fejre min fødselsdag efter kampen? Det kommer desværre til at afhænge helt af resultatet.
Da klokken blev 21.54 den 10. juli, vidste jeg, at min fødselsdag var ødelagt. Der lød skrig fra gaden. Jeg hørte min bofælle springe op fra sofaen og begynde at råbe. Efter en hurtig søgning på X (tidligere Twitter) fandt jeg ud af hvorfor … Ollie Watkins (et navn, der ryger direkte på min hypotetiske hitliste) scorede sejrsmålet i semifinalen ved EM 2024 mod Holland og sikrede England en plads i finalen. Og hvornår finder den finalekamp sted? Søndag den 14. juli. Også kendt som min fødselsdag. Fml. “Hvad er der galt med det?” Hører jeg dig spørge. Lad mig forklare.
Hvis du ikke allerede har gættet det, så er jeg ikke den største fodboldfan. Jeg synes, det er kedeligt. Til at begynde med er en kamp 90 minutter lang. Det er præcis lige så lang tid som Shrek, og jeg ved godt, hvilken jeg hellere vil se. Det er heller ikke kun selve sporten. En hurtig søgning fortæller mig, at Harry Kane tjener over 21 millioner pund om året, hvilket i betragtning af vores økonomis nuværende tilstand bare giver mig en dårlig fornemmelse.
Før I sliber jeres høtyve, kan I ovenfor se et billede af mig, hvor jeg ser England ved VM i Qatar i 2022 som bevis på, at jeg har forsøgt at kanalisere min indre patriot og støtte England. Men at se fodbold på min fødselsdag? Der trækker jeg grænsen, og her er hvorfor.
Det er den ene dag om året, som skal handle om mig.
Det er meningen, at min fødselsdag skal være en fejring af mig og kun mig. Det er ikke Harry Kanes dag. Det er ikke Jude Bellinghams dag. Det er MIN fødselsdag. Det er meningen, at det skal være en dag, hvor jeg mindes mine 27 år på planeten. Det er meningen, at vi skal sidde rundt om bordet og tale om alt fra mine første skridt til mine mest pinlige teenageøjeblikke. Så siger vi alle “skål” for vores sene tyvere og fejrer, hvor langt jeg er kommet.