Den første uge af Love Island serie 11 er ved at være slut, og for første gang nogensinde føler jeg mig ligeglad med det populære ITV2-datingprogram. Måske er det, fordi jeg nu er i midten af 20’erne og er ved at ældes ud af det. Eller måske er det, fordi min opfattelse af datingprogrammer og de eksempler på kærlighed, jeg gerne vil se på skærmen, er ved at ændre sig. Kom ind i billedet: I Kissed A Girl.
BBC’s datingshow viste 14 lesbiske og biseksuelle kvinder på deres rejse for at finde kærligheden på en italiensk Masseria. Det var virkelig et frisk pust i en overmættet verden af datingshows. På nogle måder har datingshowene ligheder; begge handler om en gruppe singler, der boltrer sig i bikini og forelsker sig. Men de kunne heller ikke være mere forskellige – på den bedste måde. Kernen i IKAG var en gruppe queer-kvinder, som virkelig ønskede at finde kærligheden.
Deltagerne var så ægte, at det næsten var som at se sin egen ven på skærmen, og som seer følte man alt, hvad de følte. Jeg kunne ikke lade være med at forelske mig i Amy, ikonet, der spankulerede rundt i sine knæhøje støvler, men aldrig helt kunne få det til at fungere, når det kom til kærlighed. Eller Demi, hvis medvirken i serien blev afbrudt, men som fik øgenavnet “baby gay”, da hun forsøgte at navigere i sit første queer-forhold. Og Fiorenza, masken, der bar sit hjerte på ærmet og elskede hårdt – selv om det førte til, at hun til sidst blev dumpet.
Jeg føler bare ikke den samme forbindelse med Love Island-deltagerne længere, og det er endnu sværere at sortere de ægte deltagere fra. Jeg er det, man kalder en OG Love Island-stan. Jeg har set programmet siden den første serie, og i en periode var jeg endda lidt besat. I årenes løb har jeg set programmet forandre sig i takt med, at det blev mere populært med nye regler, opstillinger og bomber. Jeg har også set engang ægte deltagere forvandle sig til en lidt øh … mindre version af det.
De har nu også truffet det tvivlsomme valg at bringe kendisbomber ind i blandingen. Når man får en erfaren realitystjerne i villaen som Joey Essex, der hiver sit 10 år gamle slogan “Reem” frem og spørger de andre øboere: “Hvorfor kom du med på Love Island?” hvert femte minut, så bryder det den fjerde væg og ødelægger fuldstændig den organiske dynamik mellem øboerne. Fans af programmet har tigget om mere normalitet i stedet for folk, der jagter berømmelse, og at smide en berømthed ind i blandingen gør det stik modsatte.
Den første uge af Love Island serie 11 er ved at være slut, og for første gang nogensinde føler jeg mig ligeglad med det populære ITV2-datingprogram. Måske er det, fordi jeg nu er i midten af 20’erne og er ved at ældes ud af det. Eller måske er det, fordi min opfattelse af datingprogrammer og de eksempler på kærlighed, jeg gerne vil se på skærmen, er ved at ændre sig. Kom ind i billedet: I Kissed A Girl.
BBC’s datingshow viste 14 lesbiske og biseksuelle kvinder på deres rejse for at finde kærligheden på en italiensk Masseria. Det var virkelig et frisk pust i en overmættet verden af datingshows. På nogle måder har datingshowene ligheder; begge handler om en gruppe singler, der boltrer sig i bikini og forelsker sig. Men de kunne heller ikke være mere forskellige – på den bedste måde. Kernen i IKAG var en gruppe queer-kvinder, som virkelig ønskede at finde kærligheden.
Deltagerne var så ægte, at det næsten var som at se sin egen ven på skærmen, og som seer følte man alt, hvad de følte. Jeg kunne ikke lade være med at forelske mig i Amy, ikonet, der spankulerede rundt i sine knæhøje støvler, men aldrig helt kunne få det til at fungere, når det kom til kærlighed. Eller Demi, hvis medvirken i serien blev afbrudt, men som fik øgenavnet “baby gay”, da hun forsøgte at navigere i sit første queer-forhold. Og Fiorenza, masken, der bar sit hjerte på ærmet og elskede hårdt – selv om det førte til, at hun til sidst blev dumpet.
Jeg føler bare ikke den samme forbindelse med Love Island-deltagerne længere, og det er endnu sværere at sortere de ægte deltagere fra. Jeg er det, man kalder en OG Love Island-stan. Jeg har set programmet siden den første serie, og i en periode var jeg endda lidt besat. I årenes løb har jeg set programmet forandre sig i takt med, at det blev mere populært med nye regler, opstillinger og bomber. Jeg har også set engang ægte deltagere forvandle sig til en lidt øh … mindre version af det.
ITV
De har nu også truffet det tvivlsomme valg at bringe kendisbomber ind i blandingen. Når man får en erfaren realitystjerne i villaen som Joey Essex, der hiver sit 10 år gamle slogan “Reem” frem og spørger de andre øboere: “Hvorfor kom du med på Love Island?” hvert femte minut, så bryder det den fjerde væg og ødelægger fuldstændig den organiske dynamik mellem øboerne. Fans af programmet har tigget om mere normalitet i stedet for folk, der jagter berømmelse, og at smide en berømthed ind i blandingen gør det stik modsatte.
Eksemplerne på kærlighed og venskab i IKAG var også meget anderledes end det, vi har set i de senere år på Love Island. På dag tre i villaen havde vi haft brok, bagtalelse og drama blandt nogle af pigerne, og det er jeg så træt af at se på. Jeg nød virkelig de sunde udslag af kærlighed og kvindeligt kammeratskab blandt gruppen i IKAG. På trods af uenigheder var de alle meget venlige og havde tydeligvis stor respekt for hinanden. Hvis en pige begyndte at føle, at hun kunne lide en anden, sagde hun det bare til sin partner i stedet for den giftige udstilling, vi ofte ser på Love Island. Det var fire uger uden love bombing, negging eller giftige kærlighedsudstillinger på min skærm – lykken!
PS, der er merePS, der er mere